Nordic Americana Mette Kirkegaard

Helen Rossil har skrevet en afhandling om Kingotone og brorsonsang – folkelig salmesang i Danmark  – Uppsala Universitet har udgivet den spændende bog med eksempler fra danske salmebøger og lydindspilninger.  Helen håber, at den danske folkekirke vil lade sig inspirere af de gamle måder at synge med et groove og en folkelig tone. 

Lyt på Anchor: https://spotifyanchor-web.app.link/e/AcA9usK1Rwb

Lyt til Podcast på Spotify og se indhold: https://open.spotify.com/episode/2EcnjFoQGMjUBQRvQ9z3x5?si=d15fe6da3dd0451c

Emner i Podcast:

Intro: Helen Rossil: Det æstetiske ideal i byerne: man forstod ikke landboers syngemåde, beskrevet som dyrelyde m.v.

Oplæg: Vært: Mette Hafstrøm Kirkegaards speciale om god debat (2018): Hal Kochs syn på demokrati som fornuftig uenighed

02:05 Marie Tang Kristensen synger

06.26 “Nu bede vi den helligånd” – reminiscens af måde, man har sunget i hele landet – synges af besøgende i Koncertkirken

8.00 Om materialet og de lokale miljøer, samfund Lyø, De stærke jyder, Kristeligt lutheransk trossamfund, brorsonsang indre mission, Harboøre

16:00 Evald Tang Kristensen synger.

17:23 Helen Rossil fortæller om forskellige typer indspilninger

20:00 Teologen P.G. Lindhardt om forstadie til demokratiet og om religionen, Luthers “revolution”

24:05 Folkelige salmetraditioner blevet store i USA fx gospel og sacred harp

29:00 Helen Rossil om de forskellige langsomme syngemåder

33:00 Fortælling om Karen Friborg og De Stærke jyders menighed. Degnen måtte lære at synge på deres måde. 35:00 P.G. Lindhart tager vækkelsen op.

38:51 Vi har glemt en tradition. Helen Rossil har lyttet til 20 timers indspilninger

41:00 Fra koncertkirken juni 2022, hvor koret prøver at synge uden orgel “Mit håb og trøst og al tillid”

Kristeligt Lutheransk trossamfund var isoleret og får en helt ens syngemåde. Rå sang, og de glider mellem tonerne udtryksfuldt.

Blev ekskluderet fra folkekirken.

46:00 Ophedet debat med biskoppen og kristeligt lutheransk trossamfund, de får tilnavnet Dømmerne. Ekkokamre i kirken. Insisterede på at synge efter Kingos salmebog. Melismering og synkoper. Folkemusikere kan hente inspiration.

49:00 Dømmerne udviklede en nasal og komprimeret sangteknik – country med fuld knald, ren a capella

51:00 Konflikterne opstod fx i Viborg.

52:00 Debat om tradition og fornyelse

53:50 Helen Rossils ønske: at få øjnene op for, at helt almindelige menneskers syngemåde var helt klar og sikker, men den var anderledes, hverdagslig. 

55:00 Ønsket er en empirisk undersøgelse. Ny følsomhed og spiritualitet i samfundet som kan undersøges. Salmesang som bindeled – fejltolkning at tro, det er udtrykt for enighed, når alle synger ens, og at omvendt uenighed i sang modsat – er forkert at tro.

01:00 

Den danske fællessang er mere end højskolesange og Phillip Faber. Det har ikke altid lydt så pænt. Slip salmesangen fri. Der er en længsel efter at synge salmer. Inddrag menighederne og slip topdownstyringen. Klip tangenterne lidt mere!

Afhandlingen findes på nettet https://www.musik.uu.se/forskning/kingotone-og-brorsonsang

Af Mette H. Kirkegaard

Folkelig salmesang i Danmark har været en forløber for det moderne parlamentariske demokrati. Det fattede min interesse, straks jeg hørte at Helen Rossil har forsket i den folkelige salmesang i små kirkesamfund. De har sunget salmer på en anden måde end den moderne polerede udgave. Mit speciale i retorik (2018) tog afsæt i demokratisk debat som en fornuftig uenighed med plads til flere synspunkter. At synge salmer med hver sit næb kan måske ses som forstadiet til en demokratisk debat. I det lys må det være afgørende at få udbredt flere syngemåder i dag. P.G. Lindhardt udtrykker salmesangen i kirken som et vugge-forstadie til det moderne parlamentariske demokrati.

Danmarks ældste vækkelsesbevægelse, de stærke jyder, hyldede fx kingotonerne i 1800-tallet. En mere poleret moderne tone fra den nye salmebog vandt dog frem og marginaliserede de gamle folkelige syngemåder.  Og så opstod sangerkrigene. Det gik ikke stille for sig.

Man begyndte allerede at synge fra 1500-tallet, men sangen havde eftersigende lyd af dyreskrig, når almuen på landet sang med. Man havde ikke forståelse for, at salmesangen på landet blev en slags hverdagssalme. Kingotone og brorsonssang måtte vige pladsen for den etablerede kirke og det skolede udtryk.

– Dem, vi ville anse som vagttårne i dag, har dengang haft noget at sige, men blev efterhånden undertrykt på deres syngemåde, siger Helen Rossil.

Det var trossamfund fx på Lyø, i Herning, Horsens og Vejle, hvor salmesangen var en vækkelsesoplevelse: en religiøs handling. Hvis man prøver i dag at sammenligne den etablerede salmesang i kirken, så vil man se, at kun nogle synger med på den pæne skønsang. ”Det lyder jo så godt, når de andre synger, så behøver jeg ikke”, tænker andre måske.

Vækkelsen i 1800-tallet reagerede imod rationalismen. Man søgte en inderlighed og personlig tro. Det ligner måske noget, vi ser i dag, hvor følelser har fået en erkendelsesværdi, som fx i ”Følelsernes retorik” (2017) af Kresten Schultz Jørgensen. Nu vægtes følelser i debatter, fx på sociale medier som facebook.

Viser på valse volume 4 er et projekt, hvor Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen indspillede en række viser på fonograf. Bl.a. synger han selv en version af Jeg beder dig min herre og Gud. Helen Rossil holdt et oplæg i Koncertkirken i København i sommeren 2022, hvor publikum fik smagsprøver på de gamle syngemåder. I podcastet hører man en fællessang derfra.

Helen Rossil skriver om fire cases. En af dem er Vækkelsesbevægelsen De stærke Jyder, som fastholdt retten til at synge efter Kingos salmebog fra 1699 indtil godt op i det 20. århundrede.

Thorkild Knudsens bevidner med ti timers indspilninger vækkelsesbevægelsens måde at synge salmer på. Det samme gør Hakon Grüner-Nielsens forskellige få tidlige salmer med 22 forskellige sangere. De udtrykker en religiøs tro, som de ikke bare kunne erstatte med en anden, da den danske statskirke ønskede at skifte Kingos samlebog ud med en nyere, Evangelisk-Christelig Psalmebog.

Flere stærke jyder formanede på dødslejet stadig at få sunget fra Kingos kirkesalmebog. Det var en religiøs vækkelse, som L.C. Petersen havde mange års erfaring med i de stærke jyders sogne.

Helen Rossil mener, at man misforstod den stærkt religiøse bevægelses motiv, nemlig at forblive stærk i troen. Hun forsøger at illustrere, at deres salmesang var et reelt udtryk, ikke blot en protest.

Salmesangen var langsom, med rå toner, og det kunne lydt højt og også grimt. De professionelle begyndte siden at træne kordegne og organister i at spille og synge hurtigere på den nye måde. Det har vores musikalske diversitet tabt på. Men måske er der også en revival på vej, for den inderlige Kingotone og brorsonssangen.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var i sin ungdom degn, lærer og kirkesanger. Han ankommer til Gellerup med den nye syngemåde fra seminariet, men menigheden kunne ikke lide det, han sang. Og der måtte han indse, at det var ham, som måtte tilpasse sig menighedens syngemåde.

I området mellem Horsens og Vejle i 1700-tallet opstod bevægelser, som kæmpede for at bevare deres syngemåde. Kampen mellem myndighederne, som præsten fulgte og luthersk lære fortsatte.

Soldaten Peder Laursen (født 1763) havde læst sig til et luthersk syn på kristendommen. Han samlede fra 1790 folk til møder i Rårup Sogn. I Uldum-Langskov pastorat og sognene Øster Snede, Korning, Hedensted og Løsninge samledes man til gudelige forsamlinger efter gudstjenesten (p 189).

Den særlige kingotone-stil: Fra Harmoni til kropsligt groove

For de stærke jyder var det mundtlige og kollektive fælles groove vigtigere, end at man sang helt præcist efter nodeoplæg. De stærke jyder overskrider den harmoniske struktur eller det såkaldte ”skema”, som en kritisk stærk jyde betegner den polerede salmesang. Man kan sammenligne det med en schottis som folkedans. Den kan danses på mange forskellige måder, men den kropslige fornemmelse – groovet – er det samme. Den folkelige salmesang minder om folkesangen i dag.

Dømmerne dømte biskoppen

Helt almindelige mennesker sang på hver deres måde de forskellige toner. De stærke jyder forlængede desuden toner og fyldte dem ud på måder, som beskrives med teknisker termer i afhandlingen. Diversiteten var stor her, men men en anden gruppe sang meget ens….De blev kaldt dømmerne.  Dem behandler Helen Rossil også i afhandlingen.

Sigvalt Tveit har indspillet sangen “Nu bede vi den helligånd”, og der synger dømmerne helt sammen hver tone. Det er den rå funktion, som dominerer, og den er meget udtryksfuld. Musikken kan give anelser til countrymusikkens twang.

• Kristeligt lutheransk trossamfund lagde ikke fingre imellem med andres syngemåde. Man forstår hvorfor de ikke blev forstået, forklarer PHD Helen Rossil. De skriver fx et ubehjælpeligt brev til biskoppen, som minder om en arrig facebook trold. Dømmer endte isolerede, fordi de fastholdt deres egen syngemåde.

Vakte troende rejste til USA

Mens den folkelige salmesang blev svækket i Danmark, blev den stærk i USA, hvor et mylder af forskellige kirker opstod. Mange vakte troende fra Europa emigrerede netop for den religiøse friheds skyld, fordi den fik lov at folde sig ud. Gospel og sacred harp-sangen har vokset sig stor i USA, opstået af frikirker. I Norge og Sverige har der også været en større interesse for den folkelige sang. Der findes derfor kun enkelte steder, som stadig synger på den gamle måde fx efter kingotone salmebog, fx på Lyø og i Herning.

– Orglerne har vundet overalt i Skandinavien. Ingen synger “på den gamle måde” mere. Kristelig Lutheransk Trossamfund, som aldrig har haft orgel, har enkelte gange om året “Kingo-gudstjenester”, ellers er de gået over til nyere sange akkompagneret af guitar, forklarer Helen Rossil.

Konklusioner

Helen Rossil kommer med en række konklusioner i sin afhandling og ønsker til fremtidens fællessang i kirken og fx tv-programmer:

– Alting er styret af klaver i dag. Vi kan inddrage menighed og slippe topdown-styringen. Vi skal få folk til at engagere sig i salmesangen. Der kunne man udvide sin opfattelse af fællesangen. Det har nemlig ikke altid lydt så pænt som under Phillip Faber. Der er en SULT og længsel efter salmesang. Giv det mere fri. Også omkring den religiøse og kulturelle praksis: Hvad betyder det for mennesker at synge salmer? Det kunne være interessant at belyse. Helt almindelige mennesker, der hver har haft deres opfattelse af, hvordan det skal lyde, skal inddrages. Jeg håber rent musikalsk, at andre vil tage det op fx folkemusikere. Snakke om folkelige salmer og tage det med ud, bede menighed om at tage det med ind i salmesangen. Organister skal ligesom degnen være bevidst om at indgå i dialog og ikke kun lave meget kunstfulde afspilninger.  Fx i vores kirke på Østerbro: vores organist klipper tangenter – lader menigheden synge uden orglet – det er lige stærkt hver gang. Og så kunne man fx lade koret blande sig med menigheden – altså gå væk fra at have den normative rolle, siger Helen Rossil.

– Det ville også være skønt, hvis de folkesangere kunne tage det her repertorie op, siger Helen Rossil. Indtil videre har hun transkriberet 20 af de gamle folkelige måder at synge salmer på.

Tradition og fornyelse i kirken

Helens anke imod kun at synge på de nye måder er, tradition og fornyelse skal følges ad.

– Helt almindelige mennesker har haft en meget bestemt opfattelse af, hvad og hvordan man skulle synge i kirken. Det er en mere rytmisk måde at synge på frem for et klassisk traditionsbevidst ideal.

Ofte er det de professionelles måde at styre syngemåden, man ser på, forklarer Rossil.
– Man bør undersøge helt almindelige kirkegængeres syngemåde. Og det ville være intereressant at undersøge, hvad menigheden kan lide. Fx lave nogle interviews i alle danske folkekirker.

Kulturens analyseinstitut ville vel det være oplagt sted at lave undersøgelse af traditionen som fornyer af samfundet? Det er Helen Rossil enig i. Fordi en tradition vil ændre sig i et demokratisk samfund.

– Salmesang er et bindeled mellem kirken og det almindelige verdslige liv. Den skal ikke være reserveret og forbeholdt de få, siger Helen Rossil.

Afhandlingen findes på nettet https://www.musik.uu.se/forskning/kingotone-og-brorsonsang

Og www.diva-portal.org

Sangene kan lyttes også på https://soundcloud.com/user-831126603

Læs hele artiklen på www.mettekirkegaard.com – podcast er produceret af www.hafpress.com

Helen Rossil har skrevet en afhandling om Kingotone og brorsonsang – folkelig salmesang i Danmark  – Uppsala Universitet har udgivet den spændende bog med eksempler fra danske salmebøger og lydindspilninger.  Helen håber, at den danske folkekirke vil lade sig inspirere af de gamle måder at synge med et groove og en folkelig tone. 

Af Mette H. Kirkegaard

Folkelig salmesang i Danmark har været en forløber for det moderne parlamentariske demokrati. Det fattede min interesse, straks jeg hørte at Helen Rossil har forsket i den folkelige salmesang i små kirkesamfund. De har sunget salmer på en anden måde end den moderne polerede udgave. Mit speciale i retorik (2018) tog afsæt i demokratisk debat som en fornuftig uenighed med plads til flere synspunkter. At synge salmer med hver sit næb kan måske ses som forstadiet til en demokratisk debat. I det lys må det være afgørende at få udbredt flere syngemåder i dag. P.G. Lindhardt udtrykker salmesangen i kirken som et vugge-forstadie til det moderne parlamentariske demokrati.

Danmarks ældste vækkelsesbevægelse, de stærke jyder, hyldede fx kingotonerne i 1800-tallet. En mere poleret moderne tone fra den nye salmebog vandt dog frem og marginaliserede de gamle folkelige syngemåder.  Og så opstod sangerkrigene. Det gik ikke stille for sig.

Man begyndte allerede at synge fra 1500-tallet, men sangen havde eftersigende lyd af dyreskrig, når almuen på landet sang med. Man havde ikke forståelse for, at salmesangen på landet blev en slags hverdagssalme. Kingotone og brorsonssang måtte vige pladsen for den etablerede kirke og det skolede udtryk.

– Dem, vi ville anse som vagttårne i dag, har dengang haft noget at sige, men blev efterhånden undertrykt på deres syngemåde, siger Helen Rossil.

Det var trossamfund fx på Lyø, i Herning, Horsens og Vejle, hvor salmesangen var en vækkelsesoplevelse: en religiøs handling. Hvis man prøver i dag at sammenligne den etablerede salmesang i kirken, så vil man se, at kun nogle synger med på den pæne skønsang. ”Det lyder jo så godt, når de andre synger, så behøver jeg ikke”, tænker andre måske.

Vækkelsen i 1800-tallet reagerede imod rationalismen. Man søgte en inderlighed og personlig tro. Det ligner måske noget, vi ser i dag, hvor følelser har fået en erkendelsesværdi, som fx i ”Følelsernes retorik” (2017) af Kresten Schultz Jørgensen. Nu vægtes følelser i debatter, fx på sociale medier som facebook.

Viser på valse volume 4 er et projekt, hvor Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen indspillede en række viser på fonograf. Bl.a. synger han selv en version af Jeg beder dig min herre og Gud. Helen Rossil holdt et oplæg i Koncertkirken i København i sommeren 2022, hvor publikum fik smagsprøver på de gamle syngemåder. I podcastet hører man en fællessang derfra.

Helen Rossil skriver om fire cases. En af dem er Vækkelsesbevægelsen De stærke Jyder, som fastholdt retten til at synge efter Kingos salmebog fra 1699 indtil godt op i det 20. århundrede.

Thorkild Knudsens bevidner med ti timers indspilninger vækkelsesbevægelsens måde at synge salmer på. Det samme gør Hakon Grüner-Nielsens forskellige få tidlige salmer med 22 forskellige sangere. De udtrykker en religiøs tro, som de ikke bare kunne erstatte med en anden, da den danske statskirke ønskede at skifte Kingos samlebog ud med en nyere, Evangelisk-Christelig Psalmebog.

Flere stærke jyder formanede på dødslejet stadig at få sunget fra Kingos kirkesalmebog. Det var en religiøs vækkelse, som L.C. Petersen havde mange års erfaring med i de stærke jyders sogne.

Helen Rossil mener, at man misforstod den stærkt religiøse bevægelses motiv, nemlig at forblive stærk i troen. Hun forsøger at illustrere, at deres salmesang var et reelt udtryk, ikke blot en protest.

Salmesangen var langsom, med rå toner, og det kunne lydt højt og også grimt. De professionelle begyndte siden at træne kordegne og organister i at spille og synge hurtigere på den nye måde. Det har vores musikalske diversitet tabt på. Men måske er der også en revival på vej, for den inderlige Kingotone og brorsonssangen.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var i sin ungdom degn, lærer og kirkesanger. Han ankommer til Gellerup med den nye syngemåde fra seminariet, men menigheden kunne ikke lide det, han sang. Og der måtte han indse, at det var ham, som måtte tilpasse sig menighedens syngemåde.

I området mellem Horsens og Vejle i 1700-tallet opstod bevægelser, som kæmpede for at bevare deres syngemåde. Kampen mellem myndighederne, som præsten fulgte og luthersk lære fortsatte.

Soldaten Peder Laursen (født 1763) havde læst sig til et luthersk syn på kristendommen. Han samlede fra 1790 folk til møder i Rårup Sogn. I Uldum-Langskov pastorat og sognene Øster Snede, Korning, Hedensted og Løsninge samledes man til gudelige forsamlinger efter gudstjenesten (p 189).

Den særlige kingotone-stil: Fra Harmoni til kropsligt groove

For de stærke jyder var det mundtlige og kollektive fælles groove vigtigere, end at man sang helt præcist efter nodeoplæg. De stærke jyder overskrider den harmoniske struktur eller det såkaldte ”skema”, som en kritisk stærk jyde betegner den polerede salmesang. Man kan sammenligne det med en schottis som folkedans. Den kan danses på mange forskellige måder, men den kropslige fornemmelse – groovet – er det samme. Den folkelige salmesang minder om folkesangen i dag.

Dømmerne dømte biskoppen

Helt almindelige mennesker sang på hver deres måde de forskellige toner. De stærke jyder forlængede desuden toner og fyldte dem ud på måder, som beskrives med teknisker termer i afhandlingen. Diversiteten var stor her, men men en anden gruppe sang meget ens….De blev kaldt dømmerne.  Dem behandler Helen Rossil også i afhandlingen.

Sigvalt Tveit har indspillet sangen XX og der synger dømmerne helt sammen hver tone. Det er den rå funktion, som dominerer, og den er meget udtryksfuld. Musikken kan give anelser til countrymusikkens twang.

• Kristeligt lutheransk trossamfund lagde ikke fingre imellem med andres syngemåde. Man forstår hvorfor de ikke blev forstået, forklarer PHD Helen Rossil. De skriver fx et ubehjælpeligt brev til biskoppen, som minder om en arrig facebook trold. Dømmer endte isolerede, fordi de fastholdt deres egen syngemåde.

Vakte troende rejste til USA

Mens den folkelige salmesang blev svækket i Danmark, blev den stærk i USA, hvor et mylder af forskellige kirker opstod. Mange vakte troende fra Europa emigrerede netop for den religiøse friheds skyld, fordi den fik lov at folde sig ud. Gospel og sacred harp-sangen har vokset sig stor i USA, opstået af frikirker. I Norge og Sverige har der også været en større interesse for den folkelige sang. Der findes derfor kun enkelte steder, som stadig synger på den gamle måde fx efter kingotone salmebog, fx på Lyø og i Herning.

– Orglerne har vundet overalt i Skandinavien. Ingen synger “på den gamle måde” mere. Kristelig Lutheransk Trossamfund, som aldrig har haft orgel, har enkelte gange om året “Kingo-gudstjenester”, ellers er de gået over til nyere sange akkompagneret af guitar, forklarer Helen Rossil.

Konklusioner

Helen Rossil kommer med en række konklusioner i sin afhandling og ønsker til fremtidens fællessang i kirken og fx tv-programmer:

– Alting er styret af klaver i dag. Vi kan inddrage menighed og slippe topdown-styringen. Vi skal få folk til at engagere sig i salmesangen. Der kunne man udvide sin opfattelse af fællesangen. Det har nemlig ikke altid lydt så pænt som under Phillip Faber. Der er en SULT og længsel efter salmesang. Giv det mere fri. Også omkring den religiøse og kulturelle praksis: Hvad betyder det for mennesker at synge salmer? Det kunne være interessant at belyse. Helt almindelige mennesker, der hver har haft deres opfattelse af, hvordan det skal lyde, skal inddrages. Jeg håber rent musikalsk, at andre vil tage det op fx folkemusikere. Snakke om folkelige salmer og tage det med ud, bede menighed om at tage det med ind i salmesangen. Organister skal ligesom degnen være bevidst om at indgå i dialog og ikke kun lave meget kunstfulde afspilninger.  Fx i vores kirke på Østerbro: vores organist klipper tangenter – lader menigheden synge uden orglet – det er lige stærkt hver gang. Og så kunne man fx lade koret blande sig med menigheden – altså gå væk fra at have den normative rolle, siger Helen Rossil.

– Det ville også være skønt, hvis de folkesangere kunne tage det her repertorie op, siger Helen Rossil. Indtil videre har hun transkriberet 20 af de gamle folkelige måder at synge salmer på.

Tradition og fornyelse i kirken

Helens anke imod kun at synge på de nye måder er, tradition og fornyelse skal følges ad.

– Helt almindelige mennesker har haft en meget bestemt opfattelse af, hvad og hvordan man skulle synge i kirken. Det er en mere rytmisk måde at synge på frem for et klassisk traditionsbevidst ideal.

Ofte er det de professionelles måde at styre syngemåden, man ser på, forklarer Rossil.
– Man bør undersøge helt almindelige kirkegængeres syngemåde. Og det ville være intereressant at undersøge, hvad menigheden kan lide. Fx lave nogle interviews i alle danske folkekirker.

Kulturens analyseinstitut ville vel det være oplagt sted at lave undersøgelse af traditionen som fornyer af samfundet? Det er Helen Rossil enig i. Fordi en tradition vil ændre sig i et demokratisk samfund.

– Salmesang er et bindeled mellem kirken og det almindelige verdslige liv. Den skal ikke være reserveret og forbeholdt de få, siger Helen Rossil.

Afhandlingen findes på nettet https://www.musik.uu.se/forskning/kingotone-og-brorsonsang

Og www.diva-portal.org

Sangene kan lyttes også på https://soundcloud.com/user-831126603

Læs hele artiklen på www.mettekirkegaard.com – podcast er produceret af www.hafpress.com