Vi Synger ud i stratosfæren i Bjørn Vidøs klimaevent på Klimafolkemødet

Fredag 2. september kl. 19 sker en særlig event på Klimafolkemødet i Middelfart, klimakoncerten Climate in Space, på folkemødets hovedscene. Som skrevet forleden på min facebook er jeg heldig sammen med Anne Truelsen at synge med i Bjørn Vidøs projekt. Hans event var på forsiden af Politiken forleden – link nederst.

Ved koncertens start sendes en vejrballon op, som filmer turen fra Middelfart og 40 kilometer op i stratosfæren. Turen vil blive vist live på scenen under koncerten, og i den anden ende bliver musikken sendt ud af højtalere på vejrballonen og ud i stratosfæren.

Projektet sender dermed ikke levende mennesker op i stratosfæren, men musik og kunst.

»Ballonen stiger til vejrs, og publikum ser planeten mere og mere på afstand. Det giver oplevelsen af, at vi er på en skrøbelig blå planet, der er så lille, at den ikke kan bære det forbrug, vi har nu. Men den er stor nok til at modstå de værste klimaforandringer, hvis vi bare samarbejder«, siger Morten Westergaard, klimachef i Middelfart Kommune.

Bag projektet står kunstneren Bjørn Vidø. Han har skrevet og spiller den musik, som skal sendes ud i stratosfæren. Musikken er konventionel pop, men hver enkelt sætning har også en dobbelttydig klimabetydning, siger Bjørn Vidø.

Mellem numrene vil der blive afspillet interviews med forskere på klimaområdet. Desuden opfordrer Vidø alle Jordens borgere til at indsende en kort video med et klimabudskab til verden, som vil blive afspillet mellem numrene og dermed også oppe i stratosfæren.

og så lægger jeg Politiken i story link 🙂

https://politiken.dk/del/WkLW9wAAwA1w