I dag er min venindes treårs bryllupsdag. Dagen før hun skulle giftes, kom klimakrisen tæt på mig, en københavner. Så skrev jeg et essay: Klimakrise påvirkede togdrift i Norge og det bryllup, jeg skulle til og spille.
Jeg havde hørt om klimakrisen fra Greta Thunberg, men pludselig blev den lyslevende virkelighed på vej til bryllup i Nordland i Norge, som havde varmerekord. Otte godsbanevogne var røget af sporet, skinnerne var for varme, de måtte evakuere os, og E6 var ikke farbar. Jeg måtte overnatte andetsteds tæt på, og dog så langt fra det kommende brudepar, da en fodrejse på 20 km gennem klippe, skovlandskab med guitar og rullekuffert ikke var betryggende med myg, tusmørke og ukendt land.
Min veninde havde aftalt, at manden skulle have hentet mig på den lokale station Namskogan. Men der skete noget uventet, et par timer før ankomst, en sjælden togulykke, der kunne minde om godstogsulykken i Danmark i år, dog var der personskade i den danske og det var en menneskelig fejl, mens ingen tilskadekomne i ulykken kortefter Namskogan, som var en klimaulykke – og ulykken tvang togene til at køre ekstra langsomt. Med 34 grader, måtte man sænke farten. Vejene blev imens spærret for E6.
Så blev jeg indkvarteret på det lokale Vertshuset, et bed and breakfast med letøl samt en bar i baglokalet. En langturschauffør satte sig med kage og kaffe ved bordet og så med på tv, hvor en klimaekspert sagde, at dette blot er begyndelsen. Vi vil komme til at se meget mere af den slags. Mødte et par, som skulle hente en polarhvalp i Trofors, de overnattede også med deres voksne polarhund.
Et norsk ordsprog siger, at der skal være regn i brudens slør for at det bliver et godt bryllup, fortalte en norske kvinde mig. Og så trak jeg vejret lidt igen, jeg skulle være forloverske i morgen. Mens vi gik en tur i den smukke natur, bekymrede damen, der var antropolog, sig for klimaet.- Vi har kun 10-12 procent natur tilbage i Norge, og nordmænd gør intet for at ændre deres klimavaner, fortalte hun mig.
Næste dag er vejen åbnet, og jeg blev hentet af min veninde og hendes kommende mand. Vi kørte forbi ulykken langs sporene. Otte-ti godsvogne var kørt nedad mod vandet, hvor skinner lå, som var blevet for varme. – Det er klimaets skyld, mente en ekspert på norsk tv i går aftes. – Vi vil komme til at se meget mere. Ikke kun vildlaksen i området er påvirket af forandringerne. Vores transport er også.
Vores rejse retur påvirkes også. Vi måtte køres i bil en halv time for at nå en anden togstation. På denne øde togstation med gold varme og panoramsk udsigt stod et gult godsstog uden vogne. Det virkede nærmest filmisk. Majavatn station. Der ventede vi som de eneste en time. Inde i venterummet lå en bog: Klimakrisen. Hva kan vi gjøre? Den efterladte bog på Majavatn togstation kunne være glemt af en evakueret passager. I bogen anbefaler forfatteren, at man omlægger meget transport af containervarer fra skibe til godstogsdrift. Bogen er uaktuel, sagde min chauffør, som arbejder med klima til daglig som forsker.
Bogen er fra Al Gores klimakampagne i 2009. Men der er sket meget mere siden. ”Mennesker vil finde en løsning inden det går galt, ” siger han og åbner bildøren. Bilen har stået og oset i en halv time, mens vi har ventet i varmen, for at holde aircondition i gang.
Og trods ulykken i Nordland er der stadig fred, rigtig fred. Der er den slags hængekøje-luksus, som gør, at man vender fornyet hjem og atter kan tænke. Det er længe siden, jeg har sovet så godt som i den lille enmands seng på tredje etage med udsigt til markblomster, klipper og vand. Før i tiden har man vidst, hvordan man får ro til søvnen. Det er en mangelvare i København.
Og det er måske der i freden, vi finder svarene på klimakrisen. I freden og roen. I duften og det afkølende vand. I klipperne. I det kølende ferskvand. Så derfor skal der være lidt regn i brudens slør. Myten må gerne overleve.
NB I år har Namsskogan ikke været afsporet – der er konstant 10 til 15 grader. Og regn. 
Jeg deltager i Klimafolkemødet http://www.klimafolkemoedet.dk 1.-3. sept.
Mette Kirkegaard 