The text has always been a supporting element in a good story.
When I took my first speech art education, the 21st century was predicted a future with oral language at the center. The wise people were right.
Now we see the development where the oral word comes out more and more.
And now it’s my own voice telling a host in the United States, in this reunion from Montana Public Radio. The program was broadcast before the summer holidays and rebroadcast tonight at. 3 Danish time, Tuesday at 7 AM Mountain View Time at http://www.mtpr.org.
I talk to host John Floridis about how the Danish language is different from the American in its language tone.
We descend from the Vikings, us northerners, and the raw strength is good, but empathy was a slippery slope at the time. Today we can be proud of our strength. And that robustness settles in the culture – and perhaps also in the hard consonants, pressures of the tones in the Danish poetry language.
Listen tonight at 7 AM Mountain View Time or find me on Spotify or iTunes in the series Musician´s Spotlight + Simple Matters.
One hour radio.
#mtpr #creativewriting
Teksten har altid været et særligt bærende element for den gode historie i medierne.
Da jeg for længe siden tog min grunduddannelse i talekunst, blev det 21. århundrede spået en fremtid med mundtlig sprogbrug i centrum. De kloge fik ret.
Nu ser vi den udvikling, hvor det mundtlige ord kommer mere og mere frem.
Som tekstforfatter både inden for de forretningsmæssige og kunstneriske fag har jeg udvekslet utrolig megen inspiration fra begge verdener til også at fortælle mundtligt, performe, podcaste, deltage i radio, selv lave radio, video samt interviewe og blive interviewet.
Og nu er det min egen stemme, der fortæller til en vært i USA, i dette gensyn fra Montana Public Radio. Programmet blev sendt før sommerferien og genudsendes i nat kl. 3 dansk tid, kl. 7 AM Mountain View Time på www.mtpr.org.
Jeg taler med værten John Floridis om, hvordan det danske sprog er anderledes end det amerikanske i sin sprogtone.
Vi stammer sandt nok fra vikingerne, os nordboer, og råstyrken er god, men empatien var en glidebane dengang. I dag kan vi godt være stolt af vores styrke. Og den robusthed sætter sig i kulturen – og måske også i de hårde konsonanter, stød og tryk på tonerne i det danske poesisprog.
Lyt med i nat kl. 3 eller find mig på Spotify eller Itunes i serien Musician´s Spotlight + Simple Matters. Hilsen Mette
For to år siden bragte Politiken mit debatindlæg om musik der er som kærlighed, og hvordan den skaber nærvær på hospices. Jeg arbejder nu efter en lang coronapause på at komme ud og spille for pårørende, frivillige og døende igen – med en ny lyd, som du kan høre mere om senere.
P1 indslag med mig blev første gang sendt i 2019 og genudsendt i 2020. Her er Ugens alternative kulturanbefaling ifølge Poul Nesgaard, P1’s 4. Division program: Her er et link til indslag om musik på hospice og levende musik med mig i dagens program ved Adam Holm – start ved 1:40:
Læs også debatindlæg i Politiken: Mette spiller for de døende, og hun har set, hvor meget mere musikken glæder end de mursten og malerier, der bruges så mange penge på
Hvorfor er alt det, der er virkelig vigtigt, ikke noget, vi vil betale for? Sæt musik på hospice på finansloven.
Sanger, komponist og tekstforfatter, cand.mag. i retorik og filosofi
Jeg husker stadig den pårørende, som skrev til mig næste dag, at hvis den dag, jeg optrådte, var den sidste rolige fælles stund med hendes far, så var det nu et dejligt minde for hende, som hun takkede for, mødet i musikkens stund, hvor de sad sammen. For hendes far havde været nærværende og rolig under hele koncerten. Nu var han igen ’væk’ og forvirret.
Det var også en god koncert. Der var mange flere end normalt, hele 25, i marts, sidste gang jeg optrådte i Aarhus.
Et hospice har i snit omkring 12 patienter. Men mange pårørende var mødt op. Der var et levende nærvær i fællesrummet. En lille pige tegnede. En meget gammel mand så intenst på mig og smilede undervejs i koncerten. Bagefter fik stedet mange positive tilkendegivelser fra pårørende og døende om denne ca. halve times professionelle performance.
Musikken er alle vegne, undtagen lige der, hvor livet er sværest
Herefter kunne jeg ikke tilbyde dem en ny aftale om igen at spille frivilligt, som de ønskede. Jeg måtte holde kalenderen åben for lønnet arbejde.
Nu, hvor man har fundet dokumentation for, at musik lindrer på hospitaler, er det jo glædeligt, at man på hospicer længe har været klar over betydningen af at lindre. Musikken er efter min overbevisning en væsentlig del af denne proces.
Derfor har jeg været frivillig kunstner ved hospicer flere gange.
Vi får betalt transporten via en fond – jeg og andre professionelle tager ud en gang imellem (som velgørenhed, otte timers rejse til Jylland og retur, samt møde inden og forberedelse til koncert). Men sidst jeg optrådte på endnu et af de utrolig flotte hospicer, slog det mig, hvor tankevækkende det er, at der angivelig er brugt så mange penge på vægge og interiør og så ikke sat nogen af til koncerter.
En minimumstarif for en kunstner er lidt over 2.000 kroner inklusive forberedelse af 7-8 sange for 25 publikummer. En times psykologbehandling for en enkelt person kan let koste 1.200 kroner.
Musikken kan skabe noget, som ingen mure eller malerier kan. Så hvorfor sætter vi ikke musik på hospicer på finansloven? Eller kræver, at en del af hospicernes økonomiske midler skal gå til musik?
Det er jo tydeligt, at flot arkitektur og kunst på væggen ikke alene kan dække behovet for de berørte, døende og pårørende. Det er smukke steder, men sjælen sidder ikke i mursten.
Musik kan så meget mere. Vi synger til fester, på arbejdspladsen, til sport, alle andre steder end på hospice, og netop her kan det give størst mening. Derfor er det meningsløst at fratage de døende denne livsnerve før tid.
Eller er det, som en kollega sagde: Hvorfor er det, at alt det, der er virkelig vigtigt, det vil vi ikke betale for?
Jeg skriver sange i en akustisk genre, hvor jeg kan klare mig med en guitar og et piano, uden forstærker. Det er ideelt til disse steder. Vi har flere dygtige sangskrivere derude, som kan opdyrke den danske sangskat her. Hvis musikken kommer på finansloven, så bliver det et projekt, der anerkender det, vi allerede ved om musikkens betydning. Vores professionelle kræfter vil gerne byde ind med empatisk indsigt og kompositorisk materiale, der lindrer.
Kirkerne bruger musik, salmekunstens tekster er lindrende. Musikken er alle vegne, undtagen lige der, hvor livet er sværest – ud over den indsats, som de få dygtige musikterapeuter yder som ansatte.
Det er ikke musikalske amatører, der kan spille den slags steder og tilføre ro. Min baggrund for at komme her er, at jeg for 17 år siden skrev bacheloropgave i filosofi om Plotin, Søren Kierkegaard og Platons syn på døden: om det nærværende nu, der opstår, før vi dør. Jeg blev bevidst om, at man kan møde den døende i et nærvær, og den bevidsthed kan omsættes til en slags uddannelse som dialogmusiker på hospicer; en overbygning for de professionelt udøvende, som forstår at lindre gennem udvalgte kompositioner og dialog fra scenen. Bindeleddet, musikken, burde være anerkendt med ordnede forhold.
Når man hører om kunst i fængsler, så sidder jeg tilbage med en undren. Ikke over kunsten, men over, at hverken hospitaler eller hospicer har organiseret sig i forhold til at tilbyde ro og lindring via koncertmusik til døende.
Bevares, man kan få en frivillig til at komme og spille Beatles-sangen ’Blackbird’ 100 gange for en patient, men skal det være musik med en performer, der kan sætte sig ind i stemningen på flere planer og samler de døende og pårørende, så er det en professionel ressource, der må aktiveres.
Kommunikationsforskere har påvist, at mennesket erkender sprogligt via sanserne, og derfor kan musikken ses som et bindeled i overgangen mellen liv og død på en rørende og nærværende måde.
Så hvorfor skal nærværet og musikken stå for de frivillige kunstneres egen regning? Jeg er sikker på, at pårørende sætter endnu større pris på besøgene, hvis det hænger sammen for alle.
Lad mig fortælle en kort historie om en kollega, som optrådte på et hospital. Her havde man skaffet penge til lønnen. Alligevel kom en pårørende hen og begyndte at tage mønter op af lommen efter koncerten. »Nej, nej, det skal du ikke«, sagde min kollega. Han forklarede, at de på hospitalet fik en hyre, men en pulje var ved at ebbe ud.
Nogle måneder senere havde kvinden indbetalt 250.000 kroner til puljen. Donationen betød, at hospitalet kunne fortsætte sin musikordning.
Det er en glædelig historie. Men finansieringen af en så vigtig lindring burde ikke være en opgave for private.
I dag handler de danske politikere alt for tilfældigt i forhold til den musikalske kulturarv. De poster gerne millioner i at bevare dansk kultur, som nu f.eks. taler af politikerne selv, men den levende musik, sangen på et hospice – hvem griber den?
På netop hospice tager jeg flere sange med på dansk, fordi det skaber et særligt nærvær at befinde sig i sit eget sprog, når man er på sin sidste rejse og skal tage afsked med de mennesker, der forhåbentlig sidder omkring en. Jeg har faktisk spurgt publikummer, hvilket sprog der virker bedst. Dansk, svarer de.
Gennem sproget følger den tidlige sansning fra barndommen, fra før sproget. Her er erkendelse og ressourcer til at gå døden i møde med en anden accept.
Vi har brug for stringens fra politikerne, for at musikken som lindrende middel anerkendes og bruges som en stærk ressource, hvor den gør størst forskel.
Musik er som kærlighed, og lige her kan vi være med til at bestemme, hvor længe den skal vare ved.
Nordic Americana Mette Kirkegaard 