Mere end nogensinde viste USA’s 46. præsidentindsættelse, at ordene og især poesien har sin fortsatte eksistensberettigelse i et moderne demokrati. Den 20. januar gav man plads til, at den unge digter Amanda Gorman kunne oplæse sit slagkraftige poetiske skriv foran hele den amerikanske befolkning.
“When day comes, we ask ourselves where can we find light in this never-ending shade?” sagde Amanda og refererede til urolighederne / Capitol Hill. “We’ve seen a force that would shatter our nation rather than share it, would destroy our country if it meant delaying democracy,” sagde Amanda Gorman og mindede det amerikanske folk om, at omend man for en tid kan udskyde demokratiet, så kan det ikke udslettes for good.
“And this effort very nearly succeeded. But while democracy can be periodically delayed, it can never be permanently defeated.”
Oplæsningen af det poetiske skriv fik hendes vælgerskare til at give thumbs up på sociale medier, hvor Amanda Gormans twitterkonto steg med flere hundredetusind tusind og nu over 1 mio følgere. Og eftersigende er poeten interesseret i præsidentposten 2036.
Udover den unge digter var kunstnerne tilbage, som Trump ikke havde kunnet få med til sin indsættelse i 2016. Lady Gaga sang “The Star-spangled Banner”, Jennifer Lopez fulgte trop med “This Land is Your Land” og Garth Brooks, der er republikaner, sang “Amazing Grace”.
Joe Bidens tale var nede på jorden, han ødelagde sin egen tretrinsraket, et retorisk udtryk for en effektfuld metode, men det var o.k., selvom det ikke er ligegyldigt, i hvilken rækkefølge man fremsiger ordene i en tale. Men ordene er heller ikke ligegyldige. Poesien viste os vejen. Som mere end en stiløvelse. Poesien viste os vejen til en poetisk revolution, hvor ord skaber og vækker følelser og igangsætter tanker til en forandring. Kreativitet fik en plads i ceremonien.
“Don´t tell me things can´t change,” sagde Biden.
mettekirkegaard.com 